Vinanbefalinger august 2019

Value for money vine!

Vinanbefalinger august 2019

Her er august måneds vinanbefalinger!


Cimarosa Sauvignon Blanc Marlborough, New Zealand 2018 (59,- i Lidl)
Smagt den 26. juli 2019 • Lavet på 100% Sauvignon Blanc.


Sauvignon Blanc kan være et rigtig godt sommervalg af hvidvin.


Her er et godt tilbud hos Lidl på en frisk og dejlige Sauvignon Blanc fra New Zealand.


En dejlig klassisk duft med lemon, hyldsblomst, pære og orangeskal.


Smagen er til den søde side, men den bærer det finde, da den også har en dejlig syre. Ren og velsmagende frugt, og faktisk ganske pæn dybde. Eftersmagen er lang og velsmagende.


Den koster lige nu 59,- kr. i Lidl - det er den bestemt værd.


* * * * * * * * * *


Finca Villacreces Pruno 2017 (100,- hos Bichel Vine)
Smagt den 28. juli 2019 • Lavet på 90% Tempranillo og 10% Cabernet Sauvignon.


Jeg har faktisk tidligere anmeldt denne vin i årgang 2016, så jeg mente den var værd også at prøve i den nye årgang.


Flot dyb og intens lilla farve i glasset.


En meget rig og spændende duft med masser af mørke røde bær. Der er også grønne toner fra urter, ærtebælg og tomatstilk.


Smagen er kompakt og intens - meget ung. Men vinen har en flot balance, og bærer intensiteten fint med masser af frugt og let slebne tanniner.


Fin eftersmag hvor tanninerne langsomt afløses af let sødlig frugt, lidt saltlakrids og en god syre.


Vil gå fremragende til sommerens grillaftener!


Den koster 100,- ved køb af 6 flasker, og det synes jeg den er værd. Køb en 6-pack og gem 4-5 flasker et par år.


* * * * * * * * * *


Gnarly Head Pinot Noir 2017, Californien (75,- i Netto)
Smagt den 29. juli 2019 • Lavet på 100% Pinot Noir.


Den dufter virkelig dejligt med masser af rene søde kirsebær, "Mon cheri" og en snert af orangeskal. Man kunne gætte på en Spätburgunder.


Lad det være sagt med det samme. Den er meget til den søde side, og nok også lige sød nok for mig. Men den har bestemt kvaliteter, og jeg tror mange vil kunne lide den lidt afkølet på en sommeraften på terrassen.


Masser af ren frugt - ikke mange tanniner. En fin elegant syre, der gør at det søde lige tæmmes en smule.


En lang eftersmag der kunne minde lidt om kirsebærlikør, og som man næsten forventer når man smager på vinen.


Den koster 75,- i Netto og det er en OK pris. Ikke et røverkøb men fair nok. Den er bestemt værd at prøve.


* * * * * * * * * *


Franco-Españolas Rioja Bordón Reserva 2008 (89,- i Føtex)
Smagt den 31. juli 2019 • Lavet på 70% Tempranillo, 20% Graciano og 10% Mazuelo.


Man fornemmer allerede varmen når man dufter til den. Men den dufter dejligt med masser af modne røde bær. Modne jordbær, brombær, blomme, mørk chokolade, orange skal, balsamico og let røget bacon.


Igen i smagen fornemmer man igen det varme klima, samt den lange fadlagring. Men den holder balancen og har en rar og lidt fed tekstur i munden, men bliver hverken “kogt” eller doven. Smagen er rig og med pæn dybde, og vinen er i generel ret god balance.


Server den til en stor steak, og husk at give den et par timer på karaffel.


Det er en rigtig fin Rioja og til 89,- på tilbud i Føtex er det i min optik et fint køb.


* * * * * * * * * *


Weingut Krebs Spätburgunder 2017 (75,- hos Bichel Vine)
Smagt den 6. august 2019 • Lavet på 100% Spätburgunder.


En ganske skøn, sødlig og meget givende duft. Masser af kirsebær, hyben og let urtet.


Smagen fortsætter med de lidt sødlige toner, og den bliver overraskende ganske intens. Frugten er ren og rig, og man fornemmer kun ganske svagt milde tanniner. Til gengæld besidder den masser af syre, der er med til at sikre den ikke kammer over til den for søde side. Vinen har en let og blød tekstur.


Den er ganske velsmagende, og til prisen må den sige absolut at være godkendt.


Den koster 75,- hos Bichel Vine ved køb af 6 flasker.


* * * * * * * * * *


Terra dei Celti - Barbaresco Riserva 2014 (100,- hos coop.dk)
Smagt den 7. august • 100% Nebbiolo.


En Barbaresco til 100,- måtte jeg teste….


Den dufter aldeles fremragende - til den søde side. Der er fadpræg men også masser af blomme, hyben, orange skal, ribs og lakrids.


Smagen er ren og let, men der er pæn intensitet i vinen. Ret milde og bløde tanniner og en elegant frugt. Den har en dejlig tekstur og er blød og pænt harmonisk. Ikke den store dybde og kompleksitet, men her spiller årgangen jo også ind. Men den smager skisme godt.


I eftersmagen er der nogle dejlige nebbiolo tanniner, god frugt og masser af lakridsrod.


Det bliver ikke en langtlevende Barbaresco, men jeg trorfaktisk også at den vil smage bedst som ung.


Ved køb af 3 flasker koster den kun 100,- ex. evt. fragt når den er på tilbud - det er altså knaldbillgt, og i min bog rigtig god value for money. Den leverer varen og er tro mod dets opgave - flot!


* * * * * * * * * *


Selvapiana Chianti Rufina 2016 (100,- hos Otto Suenson)

Smagt den 14. august 2019 • 95% Sangiovese, 5% Canaiolo Colorino & Malvasia Nera.


Det er en rasende lækker Chianti. Masser af Kirsebær, urter, krydderier og snert af røget bacon.


Balanceret, kølig og uhyre velkomponeret. Ren frugt, polerede tanniner og en flot Chianti syre - damn det er godt.


Det er Otto Suenson’s Chianti og de sælger vist 2017 nu. Hvis den er lige så godt kan den godt anbefales.


Koster vist i omegnen af 125,-. Den er alle pengene værd, og er nogle gange på tilbud for ca. 100,- ved køb af minimum 6 flasker.


* * * * * * * * * *


Roger Sabon Côtes du Rhône 2018 (3 flasker for 200,- hos MENY)
Smagt den 21. august 2019 • 80% Grenache, 10% Syrah og 10% Cinsault.


Helt klassisk dyb lilla farve i glasset. Dog ikke helt samme dybde som 16’eren. Dejlig varm og pebret duft med unge røde bær. lakrids og lidt malt. Lige lidt grønne toner og et strejf af stikkelsbær.


Den virker som en relativ let version selv med dens 14,5%. Fin struktur og pænt balanceret. Den optræder ikke overraskende meget ung, men den er ikke svær at drikke grundet kombinationen af “lethed” og fin balance. Ganske bløde tanniner, men den skal lige gemmes et års tid endnu.


Den er ikke helt på niveau med 2016, men til 65,- er den absolut godkendt, og kan være fin at følge nogle år i kælderen.


* * * * * * * * * *


PINOCHAR WINE

PERSONLIGT - TROVÆRDIGT - GRUNDIGT

PINOCHAR WINE


Import af vine fra Bourgogne og Champagne - med fokus på kvalitet der er til at betale!


Gratis levering i Østjylland når du køber 6 flasker eller mere!

KONTAKT

Aarhus, Denmark

+45 20 20 95 07

#pinocharwine

ÅBNINGSTIDER


Jeg træffes altid pr. telefon - gerne i disse tidsrum:

Mandag - Fredag: 08:00 til 18:00

Lørdag: 09:00 til 21:00

Søndag: 10:00 til 21:00

Mangler du nye kræfter til bestyrelsen eller hjælp til strategiudvikling?

Besøg www.stratkon.dk - Skaber værdi for dig og din virksomhed!

© Copyright 2019 - Pinochar Wine. All Rights Reserved. CVR-nr. 39 35 45 27