Afholdelse af vinsmagning

Tips og anbefalinger til afholdelse af vinsmagning

Går du med overvejelser om at holde en vinsmagning – stor eller lille? Denne måneds tip om vin er lidt tips og tricks til afholdelse af vinsmagning. Og det er tips, der er relevante, uanset om det er en smagning med få eller mange vine involveret. Eller med få eller mange deltagere.

Det er vigtigt at understrege, at der ikke er noget rigtigt eller forkert. At afholde en vinsmagning kan gøres på mange forskellige måder. Fælles for alle måder er jo glæden ved vin, og det at fordybe sig/dygtiggøre sig på specifikke vine, områder, producenter, druer eller lign.

Så mine tip bygger blot på egne erfaringer fra egne afholdte smagninger, eller fra en lang række smagninger som jeg selv har deltaget i.

Rummet

Vinsmagning kan naturligvis afholdes mange steder. Hvis man virkelig gerne vil fordybe sig i vinene, så skal man undgå støjfyldte lokaler eller lokaler med kraftige dufte fra mad eller andet. Og lokalet skal helst heller ikke være for varmt, da vinene jo så for hurtigt risikerer at blive for varme i glasset.

Sørg også for at der er god plads omkring den enkelte deltager. Glas, spyttespande, notesblokke m.m. fylder ret meget hvis man pludselig sidder 6-8 personer ved et spisebord.

Vinens temperatur og servering

Det er en god ide at servere vinene lidt for kølige. De får hurtigt den rette temperatur, når de først er hældt i glasset. Du kan i et tidligere tip læse lidt om serveringstemperatur.

Det er også en god ide at sikre, at vinene har fået den nødvendige luft inden servering. Så servering fra karaffel er en god ide. Har du ikke nok karafler, så kan du også lave en dobbeltdekantering. Ved dobbeltdekantering hælder du først flasken på karaffel. Lad bundfaldet blive tilbage flasken og skyld den grundigt. Hæld derefter vinen tilbage i flasken, hvorefter du kan servere direkte fra flasken. Du kan læse endnu mere om dekantering også fra et tidligere vintip.

Hvor mange kan man være?

Der er jo i princippet ingen grænser for, hvor mange man kan afholde en smagning for. Det er vel kun pladsen der sætter sine begrænsninger. Og man kan jo også fint afholde en smagning for 2-3 personer. En vinsmagning består jo som regel af et større antal vine. Derfor er det jo også nok, man blot får en større smagsprøve på vinen. Og som tommelfingerregel så kan 8 personer fint dele en flaske, og alligevel få et glas, der giver en god oplevelse af den enkelte vin. Til nød kan en enkelt flaske også godt strække sig til 9-10 personer.

Hvad skal man bruge?

Hvis man afholder en større vinsmagning, så medbringer de enkelte deltagere som regel egne glas. Men ellers er det jo vigtigt, man har glas nok til, at man kan sidde og sammenligne flere vine ad gangen.

Ellers skal man naturligvis sørge for, at deltagerne kan drikke vand under smagningen. Og hvis man gerne vil sikre, at den enkelte vin får de bedste muligheder, så kan det være en god ide at servere maden efter smagningen. Eller evt. servere maden med madvine, der ikke nødvendigvis indgår i smagningen. Igen mange muligheder for at sætte smagningen sammen.

Udover vandglas er det en god ide med spyttespande. Der kan blive serveret meget vin til en smagning, og hvis man drikker alt, så kan I nok regne ud, hvad der kan ske. Og begynder beruselsen at sætte ind, så får du slet ikke noget ud af vinene mod slutningen af smagningen. Så det er en god ide ikke at drikke al vinen.

Og karafler er uundværlige. Det behøver slet ikke at være dyre karafler. Man kan købe gode billige karafler til kr. 50,- og opefter. Men karaflen tjener to formål. Dels får man iltet sin vin (se ovenfor), og dels kan man jo servere vinen blindt for deltagerne. Dvs. at gæsterne ikke ved, hvilken vin de skal drikke, og dermed kan gætte på drue, årgang, oprindelse m.m. Det er både sjovt og lærerigt, men naturligvis ikke noget man behøver at gøre hver gang eller under hele smagningen.

Et målebæger. Hvis man nu skal servere en rigtig dyr vin, og der er 9 deltagere, så er der ikke ret meget vin til hver. Og de enkelte deltager sidder formentlig også med forskellige glas. Så det kan være en god ide at hælde op fra et målebæger – så er der ingen, der bliver snydt for den gode vin….Og er man 9-10 deltagere, så kan det være reet svært at afmåle rette dosis vin til hver enkelt deltager. Husk målebøgeret helst ikke skal lugte af eddike eller andre væsker. Rens det evt. med kogende vand inden det bruges til at hælde vin i.

Baggrundsviden. Det er også altid en god ide at lære lidt om vinene, man påtænker at servere. Det giver deltagerne en endnu større smagsoplevelse, når man kan fortælle lidt om producenten, vinens tilblivelse m.m. Naturligvis ikke noget krav for at afholde en smagning, men det er rigtig god stil som vært.

Opbygningen af smagning

Igen er der ikke noget, der er rigtigt eller forkert, men der er alligevel et par gode retningslinjer. En god tommelfingerregel er at servere vinene med stigende kompleksitet. Og gerne hvide før røde. Serveres vinene i sæt af 2, 3 eller 4 vine, er det en god ide, at vinene har en eller anden form for relation til hinanden. Det kan være samme vin i flere årgange, samme årgang fra samme område, men forskellige producenter osv. osv. Der er et hav af sammensætningsmuligheder.

Hvis man har et markant stilskifte fra et sæt til et andet, så kan man med fordel servere en ”ganerenser” i form af en Champagne mellem to sæt. Så får man en god smagsoplevelse, og man får lige renset og ”nulstillet” sine smagsløg.

Jeg vil anbefale, at de enkelte sæt består af 1-2 vine. Man kan godt servere både 3, 4 eller flere vine i samme sæt. Men dels skal man bruge mange glas, og dels risikerer man, at en god vin drukner lidt i mængden. Så hellere dele op et to sæt frem for et.

Samlet set skal man nok begrænse sig til 12-16 vine. Og man skal sørge for at have god tid til de enkelte vine. Det er ærgerligt, hvis man skal tømme sine glas for hurtigt, hvis man nu nyder en specifik vin.

Så forbered dig grundigt på serveringsrækkefølgen, og hold lidt øje med tiden, så det heller ikke bliver for sent inden servering af det sidste sæt.

Spørgsmål?

Håber ovenstående kort tips kan bruges. Mulighederne er mange, når det kommer til afholdelse af vinsmagninger, så det er bare med at prøve sig frem. Og skulle du stå foran at skulle arrangere en smagning, så er du altid velkommen til at kontakte mig på tlf. 20 20 95 07, hvis du har et spørgsmål eller to – håber jeg kan hjælpe.

Er du over 18 år? Denne hjemmeside indeholder varer, der ikke er tilladt at sælge til personer under 18 år. Bekræft venligst at du er over 18 år - tak.
Indkøbskurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle
0