Gratis levering i Aarhus Kommune  •  Gratis levering i hele Danmark v. køb for kr. 1.000 eller mere •  Dag til dag levering

Gratis levering i Aarhus Kommune  •  Gratis levering i hele Danmark v. køb for kr. 1.000 eller mere

Champagnes historie

Champagnes fantastiske og vilde historie

Champagnes historie er spændende og dramatisk og rummer masser af fortællinger.

Champagne ligger i det nordøstlige Frankrig. Blot en times kørsel fra Paris. Navnet stammer fra det latinske ord “campania”, der beskriver de bløde, bakkede landskaber, der minder om egnen Campania syd for Rom. Det var romerne, der i det 1.til 5. århundrede plantede de første vinstokke i området, dengang som en del af provinsen Gallia Belgica.

Vinen var på det tidspunkt hverken boblende eller særlig fine. Det var en lys, rødlig stillevin lavet på Pinot Noir, som munkene senere overtog produktionen af til brug ved altergangen.

Området lå strategisk placeret ved korsvejen mellem Middelhavet og Nordeuropa, hvilket både bragte handel og ufred. Champagne kom til at ligge i vejen for adskillige invasionshære gennem historien, og byer som Reims og Épernay blev ødelagt og genopbygget utallige gange gennem middelalderen.

 

Middelalderen

I 987 blev Hugh Capet kronet til Frankrigs konge i katedralen i Reims. En tradition der siden fulgte 37 franske konger frem til 1825. Ved disse kroningsfester spillede den lokale vin en fremtrædende rolle, og forbindelsen mellem Champagne og det franske kongehus var dermed grundlagt.

Samtidig udviklede grevskabet Champagne sig i 1100- og 1200-tallet til et af middelalderens vigtigste handelscentre. Dette takket være de berømte Champagne markeder, der var  store internationale handelsmesser, hvor købmænd fra hele Europa mødtes for at handle med klæder, krydderier og andre varer. Selvom messerne primært handlede om tekstiler, gav de områdets vine en enestående eksponering til nye markeder, og vinens ry bredte sig langt ud over regionens grænser.

 

Fra stille vin til boblende vin

Frem til midten af 1600-tallet var Champagne stadig en stillevin – altså en vin uden bobler. Det kolde klima i regionen betød dog, at gæringen ofte gik i stå om vinteren og først gik i gang igen, når temperaturen steg om foråret. Dette med kuldioxid og bobler i flasken til følge.

Boblerne blev længe betragtet som en fejl, ikke mindst fordi det datidens skrøbelige glasflasker jævnligt eksploderede under trykket.

Her kommer benediktinermunken Dom Pérignon (1638-1715) ind i billedet. Han var kældermester ved klosteret Hautvillers nær Épernay fra 1668 og frem til sin død. Han var en sand mester i at blande vine fra forskellige vinmarker til en ensartet og karakterfuld cuvée. En teknik der stadig er selve kernen i champagneproduktionen i dag.

Men Dom Perignon kæmpede en indædt kamp mod boblerne, som også han anså for en fejl. Læs hele historien om den berømte munk HER.

Legende om, at han skulle have udbrudt “kom hurtigt, jeg smager stjernerne”, opstod først omkring 200 år senere som en del af en markedsføringskampagne. Ikke desto mindre banede hans arbejde med blanding, flaskelagring og propning vejen for den champagne, vi kender i dag, og han huskes med rette som en af regionens vigtigste skikkelser.

 

Champagnehusene, phylloxera og opstanden i 1911

Fra slutningen af 1600-tallet og frem gennem 1700- og 1800-tallet voksede en række af de champagnehuse frem, som stadig dominerer branchen den dag i dag. Blandt andet gennem enkers (Veuve) indsats, hvor særligt Veuve Clicquot udviklede den berømte “remuage” metode til at klare vinen.

I takt med at champagne blev en fast bestanddel af det gode selskabsliv i Europas hovedstæder, voksede også presset på druerne.

I 1880’erne og 90’erne ramte lusen phylloxera regionens vinmarker hårdt, og krisen forværrede en i forvejen anspændt relation mellem de store champagnehuse og de mange små vinbønder, som ofte fik urimeligt lave priser for deres druer. I øvrigt nogle gange blandet med druer udefra regionen og solgt som ægte champagne.

Da den franske stat i 1908 afgrænsede det officielle champagneområde til kun at omfatte Marne og Aisne, og dermed udelod distriktet Aube, kogte frustrationen over. I januar og april 1911 gik tusindvis af vinbønder i oprør. De kastede vogne med druer fra andre regioner i floden Marne, stormede lagerbygninger, og satte ild til flere handelshuse i landsbyen Aÿ. Regeringen måtte sætte hæren ind for at genoprette roen, og det tog helt frem til 1927, før grænserne for området blev endeligt fastlagt. Denne gang med Aube som en integreret del af Champagne.

 

To verdenskrige sætter sine spor

Champagne lå desværre lige i skudlinjen under 1. verdenskrig. Regionen var en del af Vestfronten, og både Reims, og de omkringliggende vinmarker, blev hærget af kampene i 1914 og 1915.

Alligevel formåede vinbønderne (på det tidspunkt mest kvinder, børn og ældre, da mændene var indkaldt), at høste druer under kanontorden og søge tilflugt i de dybe kridtstens grotter (crayères) under byerne.

I Reims blev der indrettet skoler, hospitaler og sovepladser i de underjordiske gange, og champagnen fra kældrene indgik endda i forsøget på at berolige oprørske franske soldater efter det mislykkede Nivelle-offensiv i 1917.

Efter genopbygningen i mellemkrigsårene fulgte nye kriser med overproduktion i starten af 1930’erne, og 2. verdenskrig bragte igen besættelse og plyndring til regionen, før produktionen igen kunne komme på fode.

 

Appellationen falder på plads

Kampen for at beskytte navnet “Champagne” strakte sig over flere årtier. Allerede i 1887 fastslog en fransk domstol, at betegnelsen kun måtte bruges om vin fra selve regionen, og i 1927 blev det geografiske område endeligt afgrænset ved lov.

I 1935 blev selve AOC-systemet (Appellation d’Origine Contrôlée) skabt i Frankrig, og i 1936 blev Champagne officielt anerkendt som en af landets første appellationer.

I 1941 stiftedes brancheorganisationen Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne (i dag Comité Champagne), der stadig i dag beskytter kvaliteten og omdømmet for regionens vine.

I dag dækker Champagne appellationen omkring 34.000 hektar fordelt på 319 landsbyer, og i 2015 blev regionens bakker, vinhuse og kældre optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. En anerkendelse af de mange århundreders arbejde, der ligger bag hver eneste flaske champagne.

Så Champagnes historie er turbulent og præget af krig og ødelæggelse. Heldigvis er der fred og ro i dag!

På champagne regions officielle hjemmeside kan du læse meget mere. Den finder du HER.

Og er du blevet tørstig efter et godt glas Champagne, så kan du se hele mit udvalg af Champagne HER.

 

Katedralen i Reims

Dom Perignon

Phylloxera ramte druer

KURV0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle
0