Montalcinos historie er lang
Historien bag de berømte Brunello di Montalcino vine
Montalcino etableres
På en bakketop I Siena provinsen i Toscana slog etruskerne sig ned. Byen er efter sigende navngivet efter de mange forskellige egetræer der dækkede bakketoppen. I middelalderen blev byen et handelscentrum, grundet dens placering på ruten mellem Frankrig og den hellige by Rom. Byen blev kendt for sin høje kvalitet af bl.a. lædervarer. Også trævarer af høj kvalitet fra de omkringliggende egetræsskove blev et af byens varemærker.
På det tidspunkt i Europa begyndte landmænd at dyrker velhavende jordejeres jord for dels at dyrke afgrøder til ejeren, og dels for at kunne brødføde sin egen familie. Blandt afgrøderne var også vindruer, der blev anvendt til fremstilling af søde vine kaldet Muscadello.
Montalcinos ”fald”
I 1260 blev Montalcino knyttet til Siena, og blev derved berørt af den igangværende konflikt mellem netop Siena og Firenze. I 1555 blev Siena erobret af Firenze, og Sienas herskere og førende borgere flygtede til Montalcino. De holdt stand i næsten 4 år indtil en fredsaftale blev indgået, men byen var allerede på det tidspunkt på fallittens rand. Byen forblev en del af hertugdømmet Toscana indtil genforeningen af Italien i 1861. På det tidspunkt begyndte nogle få velhavende lokale landejere i området om kring Montalcino at eksperimentere med produktion af rødvin. Blandt dem var en farmaceut ved navn Clemente Santi.
Brunello di Montalcino ser dagens lys
Historien om Brunello di Montalcino tager sit udgangspunkt i 1865, hvor netop Clemente Santi begynder at plante en Sangiovese klon ved navn Brunello på jordstykker dedikeret til vinproduktion. Druen er lokalt kendt som Sangiovese Grosso. Han var den første der ikke blandede andre afgrøder med vinplanterne.
Den første reelle årgang af Brunello di Montalcino kan dateres tilbage til 1888, men allerede i 1869 vandt Clementi efter sigende sølvmedaljer for hans rødvin. Clementes barnebarn Ferruccio Biondi Santi byggede videre på Clements opdagelser, og kan vel i dag betegns som faderen af Brunello.
I midten af 1870’erne begyndte de lokale producenter at lave vine udelukkende på de lokale røde Brunello druer. Særligt Ferruccio fokuserede på denne drue, og var målrette i arbejdet med at udvælge de bedst egnede planter til vinfremstillingen. I denne periode var truslerne dog ganske markante med både meldug og lusen phylloxera i det meste af Italien. Ferruccio identificerede de mest modstandsdygtige planter, og genplantede hans vinmarker med disse særligt udvalgte vinstokke. Til sidste var det planter, der var podet på de immune amerikanske rodstammer, der blev plantet på hans ejendom.
Han arbejdede efterfølgende målrettet på at forbedre vinifikationsmetoderne, og begyndte at anvende teknikker som afstilkning, længere gæring med skinkontakt, kvalitetskontrol og fadlagring. Det resulterede i bedre vine og mere modstandsdygtige vine, der kunne tåle transport over lange afstande. Det betød kraftigt stigende efterspørgsel på hans vine, og de blev de mest kostbare vine i hele Italien.
Krigenes påvirkning
Under 1. verdenskrig faldt efterspørgslen efter topvine dramatisk, og kun nogle få producenter overlevede. Ferruccio’s søn Tancredi overtog ejendommen, da han vendte tilbage efter krigen. Men lige som den lokale vinindustri begyndte at komme sig ramte phylloxera lusen igen i 30’erne, og ødelagde næsten alle vinmarkerne i Montalcino. Og da man så småt begyndte at komme sig efter phyllocera, så satte 2. verdenskrig igen en brat stopper for efterspørgslen efter eksklusive vine.
Under krigen blev Montalcinos vinmarker nærmest helt udraderet, og alle vinene blev plyndret og drukket af desperate og forbipasserende tropper. Tancredi og hans søn Franco skyndte sig at mure flere års produktion af Brunello inde, så de forbipasserende ikke kunne finde dem. Da disse vine nogle år senere igen så dagens lys blev de det ultimative bevis på Brunellos levedygtighed, og de er den dag i dag fortsat levende og fantastiske vine.
DOC og DOCG kommer til Brunello di Montalcino
Efter afslutningen af krigen begyndte vinproduktionen i området langsomt at vende tilbage. I 1966 blev Brunello en af de første DOC’er i Italien, og i 1967 var der 13 producenter, der producerede ca. 150.000 flasker fra blot 64 hektar vinmarker omkring Montalcino. I dag er der ca. 2.100 hektar.
I 1969 afholdte den Italienske ambassade i London en statsmiddag med Brunello vine på bordet, hvor Biondis Brunello fra 1955 blev serveret. Det blev nærmest en verdens sensation, og priserne begyndte at stige til niveauer, der kunne tillade de høje omkostninger ved de mange års lagring.
I denne periode blev Consorzio del Vino Brunello di Montalcino grundlagt for at beskytte omdømme og kvaliteten af vinene. Mange havde netop tilplantet deres marker, og de havde brug for at kunne sælge nogle vine hurtigere, end de 4 år det tog at lave en Brunello. Det ledte til det vi i dag kender som Rosso di Montalcino.
I 1980 fik Brunello di Montalcino DOCG status, og siden har det været et af Italiens førende vindistrikter.