Piemontes historie

Historien bag Italiens måske mest berømte vindistrikt

Piemonte var beboet tidligt i historien af keltisk-liguriske stammer som Taurini og Salassi. De blev senere undertrykt af romerne (ca. 220 f.Kr.), der grundlagde flere kolonier i området. Herunder Augusta Taurinorum (Torino) og Eporedia (Ivrea). Efter romerske imperiums fald blev regionen efterfølgende invaderet af burgunderne, lombarderne (6. århundrede) og frankerne (773).

I det 9. til 10. århundrede var der yderligere erobringer fra magyarerne, saracenerne og de muslimske maurere. På det tidspunkt blev Piemonte, som en del af italienske kongeriget, opdelt i flere amter.

I 1046 tilføjede Otto af Savoye Piemonte til Savoy med hovedstad i Chambéry (nu i Frankrig). Andre områder forblev uafhængige, såsom bl.a. de magtfulde kommuner Asti og Alessandria. Savoy blev til hertugdømmet Savoye i 1416, og hertug Emanuele Filiberto flyttede hovedsædet til Torino i 1563. I 1720 blev hertugen af Savoyen konge af Sardinien og grundlagde, hvad der udviklede sig til kongeriget Sardinien, og øgede Torino’s betydning som en Europæisk hovedstad.

Republikken Alba blev oprettet i 1796 som en fransk republik i Piemonte. Den eksisterede blot frem til 1799, før den blev besat af østrigske og russiske tropper. I juni 1800 blev en tredje republik, Subalpine Republic, etableret i Piemonte. Den faldt under fuld fransk kontrol i 1801, og det blev annekteret af Frankrig i september 1802. I Wien-kongressen blev Kongeriget Sardinien gendannet, og modtog desuden Republikken Genova, der bl.a. skulle fungere som en slags barriere mod Frankrig.

Piemonte blev et springbræt for italiensk genforening i 1859–1861 efter tidligere mislykkede krige mod det østrigske imperium i 1820–1821 og 1848–1849. Denne proces kaldes undertiden Piemontisation.

Torino blev i kort tid Italiens hovedstad. Men da den italienske hovedstad blev flyttet til Firenze og derefter til Rom, blev den administrative og institutionelle betydning af Piemonte reduceret. Den eneste anerkendelse af Piemontes historiske rolle var, at kronprinsen i Italien var kendt som prinsen af Piemonte. Efter italiensk genforening var Piemonte en af de vigtigste regioner i den første italienske industrialisering.

Hvad med vinproduktionen?

Det var med stor sandsynlighed grækerne, der braget produktion og dyrkning af vin til Piemonte. De medbragte formentlig en række forskellige druesorter – bl.a. Moscato. I romertiden havde vindyrkning generelt får en stor udbredelse. Efter Romerrigets fald blev vindyrkning sat tilbage bl.a. pga. invasioner og krige. Men fra omkring 1000e.Kr. begyndte vindyrkning så småt igen at blomstre. U middelalderen er der i litteraturen referencer til Asti by, der skulle være forsynet med god og glimrende vin. Og i 1303 beskrives i litteraturen bl.a. en fremragende druesort ved navn nubiola samt vindyrkningen i Monferrato. Omkring samme tidspunkt begyndte man visse steder i Piemonte at foretage beskæringer og binde vinstokkene op ad pæle.

Populariteten stiger

I 1500-tallet kom der flere og flere beskrivelser af forskellige druesorter, og pave Paolo3. beretter, hvordan der blevet lavet i bl.a. Alessandria. Piemontesisk vin blev mere og mere efterspurgt, og nåede også frem til det franske hof. Her Solkongen (Ludvig 14.) omtalte vinene som excellente!

I løbet af 1800-tallet blev fremstillingen af vin mere og mere moderniseret. Særligt i Barolo hvor man begyndte at plante vin på skråningerne, og fremstille tørre rødvine i stedet for, som hidtil, de meget søde vine.

Vinene fra Piemonte stod til at gå en lysende fremtid i møde, men blev, som så mange andre vindistrikter, ramte af både meldug og phylloxera. Det blev en langvarig krise, der satte udviklingen tilbage i Piemonte og andre vindistrikter. Vi skal helt frem til 1950’erne før den stigende velstand medførte fornyet og stigende interesse for vinene fra Piemonte.

Fornyet fokus på kvalitet

For blot en 30-40 år siden var det négocianterne, der dominerede markedet og havde deres storhedstid. I Langhe drev bønderne førhen ofte landbrug, samtidig med at de solgte deres druer til négocianterne. Der blev generelt set gået mindre op i kvalitet dengang, så for bønderne handlede det ofte om at producere så mange kilo druer som muligt. Det gjorde det svært at øge efterspørgslen på vinene, og skabte en ond cirkel i området.

Men en krise og lavkonjunktur i 1970’erne vendte udviklingen. Bønderne blev presset på priserne, og flere begyndte nu at lave og sælge vin selv, mens andre, af økonomiske årsager, var tvunget til at sælge deres gårde. I 80’erne og 90’erne fik Barolo og Barbaresco medvind i sejlene, og en verden for vinene begyndte så småt at åbne sig. Flere af bønderne blev selvstændige og satte igen mest mulig fokus på kvalitet.

På trods af methanol-skandalen i 1985, et sort kapitel i Piemontes vinhistorie, hvor nogle producenter i Narzole blandede deres vine op med den giftige methanol, står Piemonte nu stærkere end nogensinde før, og efterspørgslen er kun fortsat stigende. Det betyder, at det efterhånden er blevet en rigtig god forretning at dyrke vin i Piemonte.