Chablis – Magisk Chardonnay
Hvad gør Chablis til noget helt særligt?
Når man kører ind i byen Chablis, er det næsten som at køre ind i en anden verden. Den nordligste del af Bourgogne, og kun 15 km fra motorvejen A6, der går mellem Paris og Sydfrankrig. Det er som at træde et skridt tilbage i tiden.
En stille, hyggelig, skøn og klassisk ældre fransk landsby. Med skifertage, solid kirke, en lille bager, en lille slagter og andre butikker, der vidner om hvor meget franskmændene værdsætter gode råvarer.
Og så er der vingårde, som du finder overalt i Chablis. Ikke store pompøse gårde men små huse og butikker, der fører en ind til små gårdspladser og underjordiske kældre.
Det er en lille by, så der er næsten altid vinstokke et sted i billedet. Men det er også alt, hvad Chablis har at tilbyde – vin. Vinmarkerne dominerer også området, og stiger op på begge sider af floden Serein, der er med til at skabe nogle helt særlige forhold i Chablis.
100% Chardonnay i Chablis
I Chablis er kun Chardonnay tilladt i dets fire appellationer. Sådan har det altid været, og der har egentlig aldrig været tale om at ændre på det forhold. Og der er heller ikke nogen grund til det. Området er som skabt til Chardonnay med dets kølige klima og ler- og kalkstensholdige jord. Det resulterer i de måske reneste Chardonnay vine på planeten.
Vinene udtrykker på bedste vis områdets terroir, og på en måde der er nærmest umulig at finde i de lidt varmere områder, hvor der også dyrkes Chardonnay. Det er kun sjældent, man hører Chablis vine omtalt som tropiske, opulente eller træpræget.
Man bruger nogle gange træ til lagring, men primært ved de terroirs, hvor druekvaliteten tillader det. Producenterne lader oftest gæringen ske i ståltanke for at bevare frugtens renhed. Det giver lækre frugtige, friske, sprøde og velbalancerede vine.
De fire appellationer i Chablis
Som alle andre franske vinregioner har Chablis et juridisk fastlagt hierarki, og er naturligvis en del af AOC-systemet i Frankrig. Selvom Chablis hører ind under Bourgogne, så ligger vinmarkerne faktisk tættere på Champagne end på Bourgogne. Det betyder jo, at Chablis har et lidt køligere klima end Bourgogne, hvilket gør betydningen af den enkelte vinmarks placering endnu vigtigere.
Den ideelle placering i Chablis er med retning syd, sydøst eller sydvest. Det giver mere soleksponering og dermed bedre betingelser for druerne med de lidt højere gennemsnitlige temperaturer. Markerne beliggende lidt tættere på floden Serein giver også et par ekstra varmegrader. Så de marker, der opfylder disse to betingelser, leverer nogle af de bedste Chablis vine.
De fire niveauer i Chablis AOC er Petit Chablis, Chablis, Chablis Premier Cru og Chablis Grand Cru. De mest roste appellationer er de tre sidste, hvor langt hovedparten af markerne er plantet på Kimmeridgian kridt. Denne kridtjord stammer helt tilbage fra juratiden, og strækker sig fra Chablis til Champagne helt oppe fra det sydlige England. Det er en helt særlig jordbund, der bla. består af en lang række forstenede havdyr, og er med til at give Chablis sin rygrad og ofte lidt stålede og flintede udtryk.
Med knap 9.000 hektar er den mest udbredte appellation Chablis. Druerne til disse vine er typisk på den højere del af skråningerne og længere væk fra Serein. Det kan ofte nydes som helt unge, men flere af dem har bestemt også lidt lagringspotentiale.
Forskellen på Chablis Premier Cru og Grand Cru
Chablis Premier Cru er oftest af bedre kvalitet end basis Chablis. Næsten 2.000 hektar vinmarker er klassificeret Premier Cru, og er spredt på skråningerne på begge sider af Serein. Der er 40 Premier Cru marker, men der er faktisk kun de færreste af dem, der fremgår på vinenes etiketter. Faktisk er det kun 17 marker man støder på, når man læser navnet på etiketten. Premier Cru markerne på den højre side af Serein producerer rige og kraftfulde vine, og nogle af de mest kendte marker er Mont de Milieu, Montée de Tonnerre, Fourchaume og Vaucoupin. På den venstre side af floden er vinene lidt hårdere og mere flintede. Nogle af de ypperste marker på venstre side er Côté de Léchet, Vaillons, Montmains, Vosgros og Vau de Vey.
Chablis Grand Cru
Chablis Grand Cru dækker blot 247 hektar og består af 7 vinmarker. De ligger alle på den højre side af floden på den stejle skråning lige uden for byen. Hver af de 7 Grand Cru har deres helt egen karakter og udtryk, der påvirkes af markens hældning og eksponering – og naturligvis den kridtholdig jordbund. Grand Cru markerne er
- Bougros
- Preuses
- Vaudésir
- Grenouilles
- Valmur
- Les Clos
- Blanchot
Måske med Le Clos som det ypperste terroir.
Hvad med Petit Chablis?
Det er egentlig lidt synd at de kaldes ”den lille Chablis”. De kan faktisk smage ganske fremragende, og mange af dem er kvalitetsmæssigt på niveau med Chablis. Markerne bag disse vine ligger oftest på toppen af skråningerne, hvor jordbunden er lidt mindre kalkholdig. Det giver lidt lettere vine med god og sprød frugt.
Er du blevet tørstig?
Chablis-vine kan noget ganske særligt, og har du fået lyst til et glas Chablis, så er der hjælpe at hente hos min producent Domaine Goulley. Se vinene herfra HER.