Hvornår skal vinen åbnes?
Hvornår skal vinen åbnes?
Denne måneds tip om vin er lidt input til, hvornår du bør åbne din vin inden den skal serveres og drikkes. Det er faktisk et emne. jeg har haft oppe før, men jeg synes det var lidt for overfladisk, da jeg behandlede sidst, så nu dykker jeg lige lidt dybere i emnet.
Med det rigtige åbningstidspunkt kan man gøre vinoplevelsen betragteligt bedre, så jeg synes personligt det er et vigtigt emne, når det handler om nydelse af vin. Det er jo ærgerligt at betale 200-300 kroner for en flaske vin, og så ikke få det bedste ud af den.
Vi skal huske på at vin er et naturprodukt. Det betyder, det hele tiden udvikler sig, og hvis det har været spærret inde i en flaske gennem længere tid, så skal vinen lige have tid til at komme ”til hægterne igen” så at sige.
Og uanset om man drikker rødvin eller hvidvin, og uanset om man drikker ung vin eller ældre vin, så har vin altid godt af at blive åbnet i god tid inden den skal drikkes. Og det gælder også for vin i alle prisklasser.
Og oftest er det en fordel at dekantere vinen i god tid inden den skal drikkes – både rød og hvid.
Er der tale om ældre vine, så er det ikke altid en god ide at dekantere vinen. Men den skal også åbnes i rigtig god tid inden servering. Se lidt mere om åbning af ældre vine nedenfor.
Hvornår skal jeg så åbne de unge vine?
Når der er tale om unge vinen kan de næsten ikke åbnes for tidligt. Husk på at det er en meget langsom iltning, der finder sted gennem flaskeåbningen, og overfladen på vinen er meget lille. Jeg kan godt finde på at åbne en meget ung og kraftig vin allerede fra morgenstunden, og så måske dekantere den et par timer før den skal drikkes.
Jeg giver ofte det råd, at unge vine godt kan dekanteres 3-4 timer inden de skal serveres. Altid lav en langsom og forsigtig dekantering – ikke stresse vinen med for voldsom dekantering. Og så lad den stå køligt indtil den skal serveres.
Og rådet gælder faktisk både røde vine og hvide vine.
Ung vin er uhyre holdbart. Naturligvis er vine af lidt højere kvalitet mere holdbare end billigere vin. Men jeg er sikker på, mange har prøvet at smage på rester dagen efter, og fortsat finde vinen både frisk og velsmagende.
Så åben gerne i god tid – du kan næsten ikke gøre det for tidligt.
Hvornår skal jeg så åbne de gamle vine?
Hvornår en vin er gammel er naturligvis et relativt begreb. Men som tommelfingerregel vil jeg sige 30 år gamle eller ældre. Der kan være undtagelser, men anno 2020 så kan den regel godt anvendes.
Det er måske ikke så tit du åbner så gamle vine, men gør du det, så er der et par ting, du skal være opmærksom på.
I alle ældre vine er der bundfald. Og jo ældre de er, jo mere fint er bundfaldet. Det betyder, at det godt kan tage både 2-3 uger inden bundfaldet lægger sig i bunden af flasken, når du har rejst flasken op. Så at drikke meget gamle vine kræver langtidsplanlægning.
Hvis en vin er gammel, har den været ”spærret inde” i mange år. Det betyder, at den skal vækkes langsomt til live. Det gøres bedst ved, at man åbner den 6-10 timer inden den skal serveres, og blot lader den stå køligt og i et lugtfrit rum. INGEN dekantering. Og når du så hælder vinen op, så skal det gøre meget langsomt og forsigtigt, så du ikke hvirvler bundfaldet op igen. Bundfaldet påvirker naturligvis ikke smagen, men det påvirker farven og klarheden på vinen. At drikker en krystal klar vin er bedre end at drikke en gruset og uigennemsigtig vin.
Jeg har været så heldig at smage en masse gammel vin fra mange forskellige vindistrikter. Og det er imponerende, hvor længe disse vine bliver ved med at udvikle sig, efter de er blevet åbnet.
Skulle du stå foran at skulle servere ældre vine, så er du altid meget velkommen til at kontakte mig – jeg giver gerne et råd med på vejen. Som du sikkert kan fornemme, er der en del ting, du skal være opmærksom på, når du skal servere ældre vine.
Rigtig god fornøjelse.