Hospices de Beaunes berømte vinauktioner
Hospices de Beaune
Hospices de Beaune er måske verdens mest berømte vinauktion. Den kan dateres helt tilbage til 1443, hvor Hotel Dieu – Guds Hotel – blev bygget med det formål at kunne tilbyde hjælp til de syge, der ikke selv havde råd til at betale. Initiativtageren var Kansler Nicolas Rolin og var en udløber af Hundredeårskrigens afslutning hvilket betød at Bourgogne området var fattigt og nødlidende.
Det hele byggede på velgørenhed, og gennem flere hundrede år har borgerne i og omkring Beaune doneret formuer og vinmarker til Hospices de Beaune. Det har betydet, at de faktisk er en af de største jordbesiddere i Bourgogne med i dag hele 61 hektar – heraf masser af både Grand Cru og Premier Cru vinmarker. Hospices de Beaune modtog den første markdonation i 1457. Det var 1. cru marken ”Beaumont-le-Franc”, og siden er deres besiddelser altså vokset og vokset.
Hospitalet modtog sin første patient den 1. januar 1452, og fungerede som hospital helt frem til 1971. Det er et ualmindelig smukt bygningsværk, der formentlig er bygget af den flamske arkitekt Jacques Wiscrere, og blev indviet den 31. december 1951.
I dag et museum
Hotel Dieu er nu et museum åben for offentligheden, og i den grad et besøg værd. Hvert år betaler over 400.000 besøgende entrebillet for at se det gamle hospital. Er man lidt interesseret i Bourgognes historie, så er museet et overflødighedshorn af informationer, og langt det meste er bevaret i den oprindelige stil, og meget står som var det næsten lige forladt.
Auktionerne
Den første auktion hvor Hospices de Beaune solgte deres vine var tilbage i 1859, og siden har det været en årlig begivenhed, der altid finder sted den 3. weekend i november hvert år. Al overskud går til driften af hospitalet, der dog ikke ligger i den smukke bygning mere. Også vedligeholdelse af det gamle hospital finansieres gennem den årlige vinauktion.
På selve auktionen sælges hele fade af vinene fra Hospices de Beaune. Alle kan byde – også privatpersoner. Så har du mod på at få din egen Bourgogne vin, så kan du faktisk deltage i auktionen, og købe et fad eller to. De er dog ikke helt billige, og bliver relativt dyre, da alle byderne godt ved, at pengene for vinene går til et godt formål. Og husk også på, at du skal have en aftale med en producent, der vil lave vinen færdig for dig.
Siden 2005 har det britiske auktionshus Christie’s stået for auktionerne, og de er hvert år et tilløbsstykke for folk fra hele verden. I 2019 lød det samlede hammerslag på svimlende 13,1 mill. € – lige knap 100 mil. DKK. Det næststørste beløb nogensinde kun overgået af rekordåret 2018, hvor salget landede på 14,2 mill. €. Det år blev der også sat rekord for hammerslaget for en enkelt tønde (225 liter = 300 flasker). En tønde Batard-Montrachet gik for 135.000€ – altså lidt over 1 mill. DKK, hvilket altså giver en flaske pris på knap 3.400,-….Vi må håbe den smager godt.
Nicolas Rolin
Hospices de Beaune blev 4. august 1443 indstillet til Hertugen af Bourgogne, Philippe le Bon, af Kansler Nicolas Rolin. Selvom Nicolas Rolin kom fra trange kår, var han en begavelse, der allerede i sine unge år var blevet juridisk rådgiver for Philippes le Bons forgænger. Mens han arbejdede for Philippe le Bon, blev han ansvarlig for både økonomien og hertugens ejendomsbesiddelser. Disse var ganske betragtelige fra Lyon i syd til Holland i nord. Hans evner gjorde Nicolas Rolin særdeles velhavende, og skabte tilsyneladende en del misundelse. Misundelse, der førte til beskyldninger om misbrug af de forvaltede midler – beskyldninger, der dog aldrig førte til hverken sigtelser eller dom.
Det var formentlig et brændende ønske om at hjælpe Beaune, der førte til etableringen af Hotel Dieu. Beaune led i den grad efter Hundredårskrigen, og byggeriet af hospitalet tog lidt over 8 år mod de oprindelige 5 år som planlagt.
Designet var inspireret af Hospital Saint-Jacques i Valenciennes, og bygningen står i dag måske som et af de bedst bevarede eksempler på gotisk arkitektur i Frankrig.
Indvielsen fandt altså sted den 31. december 1451, og det var Rolins 3. hustru, Guignone de Salins, der stod for indvielsen. Allerede den 1. januar 1452 ankom 6 nonner fra Flandern, der skulle tage sig af de første patienter, der blev indlagt med pest allerede den første dag. Organisationen, der var (og er det den dag i dag) ansvarlig for plejen af de syge, var ”Les Dames Hospitalières”.
Efter Nicolas Rolins død i 1461 gav hans hustru Guignone de Salins afkald på sin titel, og hun døde selv i 1469, og blev begravet under gulvet i kapellet i Storhallen. Denne blev desværre hærget i løbet af revolutionens tid.
Besøg Hotel Dieus hjemmeside HER.