Serveringstemperatur

Den rigtige temperatur på vinen

Jeg synes, det er et vigtigt at have fokus på serveringstemperaturen, når man nyder gode vine. Med den rigtige temperatur optimerer man sin smagsoplevelse.

Derfor vil jeg her dykke lidt dybere ned i emnet, og knytte lidt kommentarer til de forskellige primære vintyper.

Der er nogenlunde bred enighed om, at følgende er de temperaturintervaller, som man bør sigte efter, når man serverer Rødvin, Hvidvin, Champagne og Rose:

  • Rødvin: 16-18 grader
  • Hvidvin 6-14 grader
  • Champagne 6-10 grader
  • Rose 7-12 grader

Men hvornår skal eksempelvis hvidvinen være 6 grader fremfor 12 grader? Her lidt refleksioner for hver af de 4 vintyper. Refleksionerne er primært mine personlige præferencer og holdninger.

 

Rødvin

Det er de færreste rødvine, der bevarer den gode smag og struktur når den bliver for varm. Faktisk kan en rødvin, der måske ikke lige er specielt god, blive en del bedre, hvis den serveres lidt ekstra kølig – måske helt ned til 12-14 grader.

Tidligere hed det sig, at rødvin skal serveres ved stuetemperatur. Men stuetemperaturen kan jo nemt blive både 22, 23 og 24 grader, hvis man eksempelvis har gæster. Og der er ikke meget rødvin, der klarer sig specielt godt ved 24 grader.

Som tommelfingerregel kan man godt sige, at vine fra varme områder skal serveres lidt køligere end vine, der kommer fra kølige områder. Eksempelvis kan en vin fra Chateauneuf-du-Pape blive alt for svulstig, hvis den serveres for varmt. Og en vin fra Bourgogne kan blive for anonym, hvis den serveres for kold.

En anden tommelfingerregel er, at meget unge og tanniske vine gør sig bedst ved lidt køligere servering, mens ældre vine, der begynder at vise tegn på modning gør sig bedst ved lidt højere temperaturer – uden at servere dem for varmt.

Men sørg som udgangspunkt for, at den altid serveres lidt for kølig – den bliver hurtigt varm i glasset.

 

Hvidvin

Hvidvin er måske den vin af de fire typer, hvor temperaturspændet er bredest.

Generelt kan det siges, at hvidvin også laves med udgangspunkt i kølig servering. Når det så er sagt, så er der måske endnu flere personlige præferencer, der spiller ind ved servering af hvidvin.

Vine lavet på eksempelvis Riesling og Chardonnay, kan tåle lidt højere temperaturer (sigt efter 10-14 grader) end vine lavet eksempelvis på Sauvignon Blanc og Pinot gris (sigt efter 8-12 grader).

Omkring de hvide dessertvine kan man generelt sige, at vin der er til den sødligere side, kan tåle lidt højere temperaturer. Så hvis du skal servere en dessertvin du ikke har smagt før, så sigt efter en serveringstemperatur på 10-12 grader.

 

Champagne

Champagne skal serveres koldt. Det er en vin, der er tænkt at skulle serveres køligt, og langt de fleste Champagner giver den bedste smagsoplevelse ved 6-10 grader. Og er det Champagne af lidt bedre kvalitet, så kan de fint nydes ved både 8, 10 eller 12 grader.

Og da Champagne glas oftest er mindre end de øvrige glas, så stiger temperaturen også hurtigere her. Så server evt. ved 5 grader – så forbliver vinen kølig i glasset.

Hvis man serverer den for kold, så mister den ganske enkelt smag.

 

Rose

Rose bør generelt serveres køligt. De laves med kølig serverings for øje, og de fleste Rose vine bliver for sure, hvis de bliver for varme (der er naturligvis undtagelser også her). Og sidder man en lun sommerdag og nyder et glas Rose, så er jeg sikker på man har oplevet, hvor hurtigt vinen i glasset bliver lunken. Så serveringstemperaturen bør i sådanne tilfælde være ekstra lav.

 

Generelt

Og så lige afslutningsvis et par generelle kommentarer:

  • Server altid vinen lidt for køligt. Temperaturen i glasset stiger ca. 1 grad per 5 minutter når temperaturen i rummet overstiger vinens temperatur. Og jo varmere der er i rummet jo hurtigere går det naturligvis.
  • Sørg for de rigtige glas til vinen. Er du i tvivl om glastyper kan du læse mit tip om valg af glas HER.
  • Alt yngre vin har godt af, at få luft inden det skal serveres. Så benyt en karaffel til at hælde vinen op i, og lad derefter karaflen stå køligt i bryggers, kælder eller sågar køleskab.
  • Prøv dig lidt frem for at finde den rette temperatur. Start køligt og følge vinen i glasset mens temperaturen stiger.
  • Generelt kan siges, at des bedre kvalitet vinen har des højere temperatur kan den tåle. Og jo mere moden den er jo højere temperatur kan den tåle.

Vigtigst af alt: prøv dig frem – øvelse gør mester!

Er du over 18 år? Denne hjemmeside indeholder varer, der ikke er tilladt at sælge til personer under 18 år. Bekræft venligst at du er over 18 år - tak.
Indkøbskurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle
0